|
Anmeldelse af Monster Hunter Tri
Spørger man mig, er der kun to spilfirmaer (med meget får undtagelser) der virkelig gider (og kan) lave gode spil til Wii. Det ene er naturligvis Nintendo. Det andet er en 3. partsudgiver der igen og igen dukker op imellem det endeløse hav af elendige Wii Sports kloner og kedelige "party"-spil. Her snakker jeg om Capcom der allerede har velsignet os med mesterværker som Resident Evil 4 og Okami. Deres nyeste udspil på denne side af Atlanten er Monster Hunter Tri som jeg har haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med de seneste par dage. Kan Capcom så fortætte perlerækken, eller er innovationsrønnebærrene sure? Lad os se på det.Monster Hunter Tri handler, som titlen antyder om at jage monstre, og ikke særlig meget andet. Men det gør vel ingenting hvis det så er sjovt, og det må man i den grad sige at det er! Historie er der ikke meget af, den er ikke i fokus og hurra for det, for det var let blevet en farce. Du er den nye jæger i landsbyen og skal kæmpe dig op i hierarkiet så du til sidst kan dræbe byens plageånd, det frygtede vanduhyre Lagriacus. Det kommer du dog ikke til lige med det samme. Først skal du igennem en lidt tung men yderst velfungerende tutorial der lærer dig det grundlæggende. Efter det kan du begynde på missionerne. Missionerne er delt op i henholdsvis "guild" missioner og forespørgsler fra landsbyen. De første er helt klart de sjoveste, men du får også af og til lyst til at lege med de sidste. Guild missionerne er lette i starten men bliver hurtigt mere og mere udfordrende og en vigtig del af spillet bliver forberedelser. Du skal have helende planter og eliksirer med, mad så du ikke løber tør for energi, vådsten så dit våben forbliver skarpt osv. En mission vil oftest gå ud på at dræbe et eller flere monstre. Guild missionerne er fastsat til et af spillets områder. Det kan være øen som landsbyen ligger på, men også andre eksotiske steder som ørkener og regnskove. Landsbymissionerne foregår dog udelukkende på øen. Her gælder det om at tømme øen for monstre, for på den måde at opsamle ressourcepoint som kan bruges til forskellige ting i byen. ![]() Det var svært nok at sælge huse i landsbyen under finanskrisen... men sømonstre? Øv... Monster Hunter Tri har ikke noget level system. Det betyder dog ikke at din karakter ikke kan blive bedre. Du opgraderes via nyere og stærkere våben og udstyr. Dette er en utrolig vigtig del af spillet, og du vil bruge timer på at hakke mineraler ud i spillets grotter og på at indsamle monsterefterladenskaber til byens smed der så kan lave dig nyt udstyr. Sådanne spil har aldrig sagt mig noget, jeg synes normalt at det at jage nyt "gear" er noget af det mest dræbende kedelige man overhovedet kan foretage sig i et spil, men Monster Hunter Tri har som ved et trylleslag kureret min fobi. Jeg fik virkelig lyst til at forbedre mit udstyr igen og igen. Dette tror jeg skyldes spillets sværhedsgrad, som helt sikkert er noget af det bedste ved spillet. Monster Hunter Tri lader dig nemlig ikke sove i klassen. Spillet kan være urimeligt svært til tider, men det er enormt tilfredsstillende når man så endelig nedlægger det monster man måske har brugt timer på. Hvis du generelt har svært ved at tage et nederlag i spil og har det bedst med spil der hurtigt sender dig videre i teksten, skal du nok overveje om Monster Hunter Tri er noget for dig. ![]() En lækker detalje er, at man kan se spor fra de monstre, der stod en bi i skabelsen af våbnene, i våbnene Kampsystemet i Monster Hunter Tri består egentligt af flere kampsystemer alt efter hvilket våben du vælger at benytte. Der er sværd og skjold, lanser, hammere, tohåndssværd, øksesværd og armbrøster. Sværd og skjold tillader hurtige nærkampe med god mulighed for forsvar, tohåndssværdene og hammerne lægger vægt på slagkraft, lanserne ligger vægt på forsvar, øksesværd kombinerer de to sider, mens armbrøsterne skyder fjenden på afstand. Nærkampsvåbnene er delt ind i knogle og jerntyper som man så kan opgradere i flere retninger, mens armbrøsterne er delt ind i let, middel og tungskyts. Det er rigtig sjovt at eksperimentere med de forskellige våbentyper og finde sine favoritter, jeg selv er særlig glad for lansen samt sværdet og skjoldet. Jeg vil anbefale at man bruger sin Classic Controller da det i følge mig er noget sværere at nå tastekombinationerne på den todelte controller i form af Wii Remote og Nunchuk. Når man så synes at man har fjollet nok rundt i landsbyen, kan man tage til storbyen, der er spillets online multiplayer-del. Denne er en noget udvidet version af single-player-kampagnen hvor du kan nedlægge monstre med op til tre andre. Det er nemt og hurtigt at komme i gang og det kan være rigtig fedt at besejre nogle af de største monstre sammen med andre, man deler udbyttet og det hele fungerer aldeles fornemt. Spillet fungerer også med Wii Speak, dog lidt forsinket. Men det virker! Spillet har også en splitscreen multiplayer der ikke er online, men når du først har prøvet at være online, så gider du ikke bruge meget tid på den, men den er der, og det kan jo kun være et plus da den fungerer. ![]() Sådanne dyr får vi sikkert også snart i Danmark pga. den globale opvarmning Grafisk er spillet, hånden på hjertet, endelig et spil der viser hvad Wii'en kan, det her er toppen af poppen, der er ikke brugt "snydetricks" som i MadWorld eller Red Steel 2. Nej, her er der tale om flot og glidende realistisk grafik. Karaktererne, våbnene og monstrene er rigtig flotte og det er en fornøjelse at se på. Dog bliver der brugt et par grafiske genveje. Verdenen udenfor landsbyen er delt op i små områder, og når du bevæger dig mellem dem, skal du se en lille loading screen, præcis ligesom vi kender det fra Metroid, og senest også Red Steel 2. I starten er du møgskuffet, men du vender dig hurtigt til det, og det er ikke noget der ødelægger oplevelsen væsentligt. Lyden i Monster Hunter Tri kan dog desværre ikke leve op til resten af spillet. Der er ikke et specielt indholdsrigt soundtrack og det mangler i den grad ørehængere. Men lydeffekter såsom monstrelyde sidder dog i skabet. Der kan siges meget godt om Monster Hunter, men der er dog også irritationsmomenter. For det første har kameraet en sjov tendens til at zoome helt ind på dig, uden at du kan styre det, hvilket er ret træls når det er skyld i din alt for tidlige død imod et monster du har brugt timer på. Det er en dum fejl, som ikke burde være der. Derudover er jeg nød til at sige at teksten i spillet er alt for lille, jeg oplevede ofte at jeg ikke kunne læse den, fordi den simpelthen var for lille. Det er bare ikke i orden! ![]() Man kan nok forstå, at de kære Zelda-folk ryster lidt i buksen pga. grafikken Konklusion Når så det er sagt, vil jeg dog klart anbefale Monster Hunter Tri, men ikke til alle! Hvis du ikke gider at bruge mange forsøg og timer på at komme lidt frem i spillet, eller gider bruge din tid på at fifle med din karakters våben, er det måske ikke noget for dig. Det er måske heller ikke noget for dig hvis du skal have en seriøs og flot historie. Har dette ikke afskræmt dig? Så skynd dig ud og køb det! Det tegner til at fænomenalt Wii-år med Monster Hunter Tri og stortitler som Mario og Metroid på vej! ![]() Læs også vores interview med produceren bag Monster Hunter Tri, Ryozo Tsujimoto, her.
Anmeldelsen er skrevet af Kristian Mols den 25. april 2010
|
Spil information
Monster Hunter TriGenre: RPG Adventure Udvikler: Capcom Udgiver: Capcom EU: Monster Hunter Tri 23. april 2010 US: Monster Hunter Tri 20. april 2010 JAP: Monster Hunter 3 1. august 2009 Media
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
- 52% |
- 32% |
- 8% |
- 5% |
- 2% |
- 2% |
- 0% |