|
Anmeldelse af Cocoto Magic Circus
Wii'en har i sandhed bragt et nyt casual segment til markedet og det på både godt og ondt. For mens det har fyldt Nintendos lommer godt op med dollars til udvikling af de mere hardcore titler, har det også medført et utal af fantastisk ringe spil, der hverken er specielt underholdende eller teknisk udfordrende. Cocoto er en serie af spil, der er udviklet med netop dette segment i mente, men er Cocoto Magic Circus et casual spil, der formår at skille sig ud fra flokken, eller er det noget bras som det meste andet?Cocoto Magic Circus kan bedst beskrives som en on-rail shooter uden on rail, hvilket bare gør det til en stillestående shooter a la Duck Hunt, dog uden krudt. Spillet inkluderer en pistol, hvori der er plads til din Wii Remote, og den ser så vulgær og voldsom ud, at man mindst forventer der er et Resident Evil-spil eller lignende på selve discen. Sådan hænger det desværre ikke sammen. Cocoto er nemlig et 28 karats børnespil, hvor knap så nuttede små monstre finder et stort cirkustelt inde i skoven. Ud fra teltet hopper en meget uhyggelig klovn frem, og stjæler den lille søde fe. Det er nu din og monstrenes opgave, gennem de mange små minispil, at redde hende. Så meget for den historie. ![]() Den søde fe er havnet i problemer. Så skyd de ninjaskildpadder! Ifølge spillets udviklere er der 40 minispil at boltre sig med "Det ene mere originalt end det forrige". En udmelding, der måske lige er på grænsen til løgnen, eftersom der i realiteten kun er otte, dog med forskellige temaer. Med din kridhvide pistol i hånden skal du skyde til måls efter forskellige objekter på skærmen og som regel på tid. Men eftersom hvert minispil ikke varer længere end 30 sekunder, er Cocoto Magic Circus overstået på mindre end en time. Til gengæld bliver spillet kedeligt efter de første fem minispil, og så er det de færreste, der har lyst til at sidde en hel time og spille forskellige minispil igennem. Selv hvis dette skulle være sammen med en ven. ![]() Deja-vu? Minispillene er generelt ikke noget at råbe hurra for. De er ikke synderligt originale, og minder alle om hinanden. Det, der dog er mest frustrerende, er, at langt de fleste går ud på at skyde billeder af monstre og undgå at ramme ens "venner". De venner, der refereres til i spillet, er dog ligeså grimme og ulækre, som de monstre man skal ramme. Når man ikke kender figurerne fra Cocoto-universet er man derfor lidt på røven i stort set samtlige minispil. Man lærer det dog når missionerne er mere eller mindre ens 40 gange i træk. Grafisk er Cocoto ikke lige så hæsligt som resten af spillet. Udvikleren har valgt at benytte en sammensmeltning af 2D og 3D, og selvom figurerne til tider er en anelse kantede, så er slutresultatet faktisk meget pænt. Det er ikke noget der rykker grænsen for hvad man tror muligt på en Wii-konsol, men når man har casual-genren som sammenligningsgrundlag, er der ikke meget at være utilfreds med her. Lyden rammer ligeledes stilen fint, og lyder meget cirkusagtig. Desværre bliver man bare overordentlig træt af de mange gentagende melodier, når de gentages igen og igen efter hvert eneste lille minispil, og det er mange gange i træk! ![]() Cocoto og slænget er nogenlunde godt tegnet, men det er også det eneste positive Konklusion Cocoto Magic Circus er et ganske rædsomt spil. De 40, eller rettere sagt otte, minispil minder alle ufatteligt meget om hinanden, og gameplayet bliver monotont efter blot to minutter. Derudover er spillet ovre på meget kort tid, men det gør nok ikke så meget når det er så forfærdeligt i forvejen. Det eneste umiddelbart positive ved Cocoto Magic Circus er, at holdet bag, som nogle af de eneste i casual-branchen, har forstået, hvad Wii'ens kapacitet er rent grafisk, samt at der følger en ordentlig pistol med, der kan bruges i andre spil. For det her er godt nok noget af det værste jeg nogensinde har spillet. ![]()
Anmeldelsen er skrevet af Thomas Christensen den 9. maj 2010
|
Spil information
Cocoto Magic CircusGenre: Action Udvikler: Neko Entertainment Udgiver: Conspiracy Entertainment EU: Cocoto Magic Circus 9. marts 2009 US: Cocoto Magic Circus 12. marts 2008 Media
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
- 52% |
- 32% |
- 8% |
- 5% |
- 2% |
- 2% |
- 0% |