|
Anmeldelse af Giana Sisters DS
Da det oprindelige Giana Sisters udkom til Commodore 64 tilbage i 1987 gik der ikke lang tid inden Nintendo fik firmaet bag til at trække samtlige eksemplarer tilbage, fordi det lignede Mario for meget. Netop derfor er det ekstra morsomt når titlen bliver relanceret til Nintendo DS, men det gør ikke noget, for så går DS-ejerne ikke glip af en legende indenfor platformgenren. Lad os se nærmere på om Giana Sisters DS har noget at byde på i år 2010.Når spillet først er blevet startet op og de første banner trasket igennem, virker det ikke overraskende at Nintendo i sin tid var stor modstander af udgivelsen af det oprindelige Giana Sisters; spillet ligner og fungerer fuldstændig ligesom Mario. Så Nintendo-fans bør føle sig hjemme med det samme. Eneste umiddelbare forskel fra Giana Sisters og de klassiske Mario-spil er, at der kun er to spilbare "karakterer" i Giana Sisters, nemlig henholdsvis Giana og Punker Giana. Den normale Giana kan sådan set ikke andet end at løbe rundt og hoppe, men rammer hun en såkaldt "Punk upgrade"-bold bliver hun forvandlet til Punker Giana, der på sin vis er lidt sjovere at lege med. Punker Giana kan nemlig både smadre murstensblokke og skyde med ild, hvilket gør hende bare en anelse mere hardcore end den normale Giana. Herudover kan man rende ind i henholdsvis sodavands- og tyggegummiautomater, der til tider bliver nødvendige for at komme igennem en bane. Når tyggegummiet bruges kommer Giana ind i en stor boble og kan flyve hvorhen hun vil indtil man flyver ind i noget og boblen springer. Sodavanden bruser så meget at den kan skubbe monstre væk, smadre murstensblokke og slukke ild; ret handy indimellem. Begge genstande bruges naturligvis hånd i hånd med DS'ens trykfølsomme skærm og mikrofon. Så selvom Giana Sisters lever på en gammel opskrift, er nye ingredienser et velkomment tiltag, på trods af besværligheden ved at skulle finde en stylus frem fra tid til anden. ![]() Indimellem har man bare brug for en kold cola Der er 8 verdener med godt ti baner i hver, så det er ikke baner spillet just står og mangler. Banedesignet er helt fænomenalt, og går fra at være det rene barnemad i de første par verdener for til sidst så at blive temmelig svært. Til tider bliver banerne decideret frustrerende, men ikke på en "nu smider jeg snart DS'en ind i væggen"-måde, snarere bliver man tændt og fuld af ivrighed efter at klare den bane man bare ikke kan komme videre fra. Omkring selve opbygningen af banerne er der dog ikke meget nyt under solen, men det er heller ikke nødvendigt når vi snakker så klassisk en genre som platform. Man har en 2D side-scrolling-bane, med svævende platforme og forskellige monstre af svingende afskyelighed og ondskab. I stedet for mønter skal man indsamle blå diamanter, men hver bane indeholder et få antal røde diamanter, der hvis du indsamler alle i én verden, åbner op for en ekstra bane. ![]() Banerne viser sig ofte at være sværere end ventet De mange baner, den stigende sværhedsgrad og jagten efter de røde diamanter, er alle med til at give Giana Sisters DS både længere levetid og øget genspilningsværdi, hvilket er en fryd for en genre, der ellers hurtigt kan blive til en monoton og kedelig oplevelse, der kun kan gennemføres én gang. Giana Sisters DS er lavet i 100% 2D, hvilket er en god ting. 3D i 2D fungerer ikke, og specielt ikke hos 3. partsudviklere, der ikke altid har forstand på en maskines grafiske kunnen. Selvom det er 2D, kunne man godt have forventet lidt skarpere kanter, og DS'en har bevist, at den kan levere fabelagtig 2D grafik, hvis ellers designerne i holdet bag har taget sig tiden til det. Men nu når det er sagt, så er banerne gengivet som de var i den originale Commodore 64 udgave, og Spellbound skal have ros for de nostalgitrip, gamle gamere helt sikkert vil opleve under gennemspilningen af denne titel. ![]() Selvom grafikken ikke er den skarpeste, er det sjovt at monstrene ikke forsvinder, når man hopper på dem, men falder døde om Hvad Giana Sisters ikke leverer i grafik gør det til gengæld i lyd. Selvom musikken og lydeffekterne mere eller mindre er i 8bit, er den alligevel intet mindre end sublim. Der er ingen grund til at spendere en masse penge på dyrt musikudstyr eller et helt orkester, hvis man formår at levere varen uden, og det gør Giana Sisters DS til fulde. Chris Hülsbecks originale melodier har fået et lille pift, samtidig med at der er tilføjet et par nye og ind imellem falder tankerne hen på et spil som Phoenix Wright, der også er kendt for sin brillante lydside. ![]() Jagten efter diamanter stopper aldrig Konklusion Leder du efter et solidt platformspil til Nintendo DS, så er Giana Sisters til DS din redningsmand. Med over 80 baner, og den evindelige jagt efter ekstra levels er din fritid i hvert fald beslaglagt i et godt stykke tid. Banedesignet er genialt og spiller glimrende sammen med spillets fysik, hvilket gør op for den mindre fantastiske grafik. Lyden er til gengæld noget af det bedste jeg længe har lægget øre til på DS'en i et stykke tid, og det siger ikke så lidt. Giana Sisters DS kan varmt anbefales. Kristian Mols' vurdering 7/10: Giana Sisters til Nintendo DS er et platform spil, der bygger på "rigtig" mange af de legoklodser som skaber fundamentet for 2D delen af Nintendos Super Mario Brothers. Hvilket ikke er så underligt da spillet oprindelig er ment som en parodi på denne serie. Således er der elementer som kasser med point i, powerups der lader dig skyde ild og kvabsede drager der skal fældes ved afslutningen af en verden. Giana sisters er jævn udfordring og god underholdning for platformjunkies, men der er meget at ønske. For det første er banerne ensformige og det samme er udfordringerne. Der burde være meget større afveksling mellem spillets 80 baner. Derudover er grafikken lousy... Uden grund, nu ejer jeg også spillet til iPad og jeg er klar over at der bør være forskel men det her er latterligt. Desuden fandt jeg ikke at soundtracket var så fantastisk som anmelderen. Giana Sisters er fin underholdning hvis du bare vil lade hjernen slappe af med lidt sommerplatform, det er klart en af de bedre Mario-kloner, men kopien ligger stadig langt under originalens standard, men hvis du er til klassisk platform skal du dog ikke holde dig tilbage.
Anmeldelsen er skrevet af Thomas Christensen den 31. juli 2010
|
Spil information
Giana Sisters DSGenre: Platform Udvikler: Spellbound Entertainment Udgiver: dtp entertainment AG EU: Giana Sisters DS 24. juni 2010 US: Giana Sisters DS Media
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
- 52% |
- 32% |
- 8% |
- 5% |
- 2% |
- 2% |
- 0% |