GameCube: Spillene du bare MÅ eje!

Velkommen til Morztans mening. Regelmæssigt vil jeg tage fat i et emne fra spilverdenen, og særligt fra Nintendos verden, vende og dreje det, og fremlægge det som jeg ser det. Hvorfor, spørger I? Aner det ikke, men det er en af de ideer man får, når man sidder en sen fredag aften efter en 11-timers lang arbejdsdag. Holdningerne - eller skulle jeg sige meningerne - der kommer til udtryk i disse artikler, er ikke udtryk N-clubs samlede holdninger. I vil sikkert også have delte meninger om det jeg skriver, men hey, alle har ret til en mening, og det her er min.

Snart kommer tiden … igen. Den har været der før og den kommer sikkert også igen. Tiden hvor en ny Nintendo-konsol kommer på markedet, og den gamle træder til side og efterlades under sengen, i skabet, eller sælges. Tilbage står man med spørgsmålet: ”Gik jeg glip af noget? Fik jeg prøvet det bedste af det bedste? Eller er der stadig spil derude, jeg bør prøve, inden jeg begraver min trofaste GameCube?” Og svaret er … Måske! I hvert fald er her guiden til de spil, som undertegnede mener, bør være i enhver respektiv GameCube-samling.

Jovist, I vil ikke alle være enige med mig. Flere af jer vil kræve flere titler i guiden før at man kan kalde samlingen respektiv. I alle vil nok enstemmigt udbryde: ”Jamen, Morztan, Nintendo Wii kan afspille GameCubes optical discs, og faktisk kan alle gamle spil fra de forrige konsoller hentes via ”Virtual Console”, så vi går i princippet ikke glip af noget ved at …”. Stilhed! Pointen med denne guide er at sikre mig at ingen af jer, kære læsere/brugere, går glip af cremen af cremen der er blevet udgivet, siden vi for 4 år siden lykkelige bar vores lille lilla GameCube hjem på værelset.

Flere af de spil, der er inkluderet i det følgende, kan købes til en billig penge for tiden, så der er ingen undskyldning for ikke at inkludere dem i din samling.
Kritiser alt det I vil, her er i hvert fald mine personlige favoritter.

Nr. 10 Mario Kart: Double Dash!!

MKDD var ikke det racingspil, som de fleste Nintendo-entusiaster havde ventet på. Spillet fik en hård medfart af anmelderne, men ligesom med Mario Kart 64, kommer spillet med tiden til sin ret. Jeg har ikke tal på de aftener hvor vi har siddet 4 kammerater og blæst røde, grønne og lilla skjold efter hinanden, og råbt og skreget. Hvordan jeg gang på gang har været ved at kaste controlleren i synet på sidemanden, fordi han igen, i bogstaveligste forstand, har overhalet mig på målstregen. Men det vigtigste er, at man under hele seancen morer sig gevaldigt, som man stort set kun kan med Mario Kart. Single-player-delen i spillet er som altid ret nem, men der er massevis af karts og karakterer, der kan låses op for, hvilket forlænger levetiden. Men som altid er det multiplayer-delen der gør spillet værd at eje, og det er dét, der får en til at vende tilbage til spillet igen og igen.
Det er givet, at Double Dash langt fra er det bedste Mario Kart til dato, men sjovt, det er det!

Nr. 9 Metroid Prime

Samus Arans første eventyr i 3D, står som en af de bedste spiloplevelser på Nintendo GameCube. Lige fra spillets stemningsfulde start på den forladte og ødelagte rumstation, til opgøret med den sidste Metroid på planeten Tallon IV, føler man sig opslugt af den flotte verden, der folder sig ud foran én. Det er en fryd at gå på opdagelser i de store landskaber, løse puzzles i morph ball-mode og jagte space pirates. Særligt boss-kampene i spillet er nogle af de bedste, der er set. Bosserne er gigantiske, og man skal udnytte alle Samus’ forskellige egenskaber for at besejre dem.
Lydsporet i Metroid Prime er et helt kapitel for sig selv. Baggrundsmusikken skaber en perfekt stemning, og flere af melodierne vil du tage dig selv i at fløjte, efter du har lagt spillet på hylden. Lydeffekterne følger også perfekt med resten af pakken.
Spillet tager en rum tid at gennemføre, og særligt hvis man søger at gennemføre det 100 %, og når det er klaret, sidder man tilbage med en yderst god og gennemført spiloplevelse.

Nr. 8 Timesplitters 2

Ahh, hvem husker ikke GoldenEye og Perfect Dark på Nintendo 64. Begge spektakulære spil af en sådan kaliber, at de ikke siden har mødt deres lige. Timesplitters-serien fra udviklerne Free Radical forsøger dog, og med nogen succes, at skabe den samme ”feeling” som man havde i førnævnte spil. Det skal da også siges at flere af udviklerne fra GoldenEye og Perfect Dark, var blandt grundlæggerne af Free Radical, hvilket spillet bærer præg af på flere punkter.
Single-player-missionerne i TS2 er en noget rodet affære. Den består af en række kapitler, hvor du i hvert kapitel indtager rollen som en ny person, i et nyt scenarie, i en ny tidsalder. Hvert kapitel er ledsaget af nogle utroligt flotte real-time-sekvenser, der fortæller en lille smule om spillets handling. Nogen større sammenhæng kommer der dog ikke i historien - og det er skuffende. Til gengæld skinner TS2 i multiplayer-delen. Et væld af forskellige karakterer, baner og våben blandet sammen med mange forskellige game-modes, gør TS2 til et absolut must, for tilhængere af first-person shooters. Underholdningsværdien i multiplayer-delen kommer næsten på højde med den, som man fandt i Perfect Dark, og det siger ikke så lidt. En klar perle til din GameCube-samling

Nr. 7 Resident Evil Remake

Det skulle vise sig at der i GameCubens første år udkom et spil med en grafik, der stort set ikke blev overtrumfet i hele maskinens levetid. Resident Evil Remake var ikke bare en traditionel konvertering af det gamle PlayStation-spil. Spillet havde fået nye flotte mellemsekvenser, nye scenarier, ny lyd og som sagt en grafisk afpudsning der sagde, og stadig siger, spar to! Aldrig før har det været så flot at gå på zombiejagt i det, tilsyneladende forladte mansion, hvor Jill Valentine og Chriss Redfield forsøger, at finde deres forsvundne kolleger. For folk der ikke har spillet originalen, eller det nyligt udgivne Deadly Silence til Nintendo DS, ligger der stadig en solid spiloplevelse i Resident Evil Remake. Det er et flot og spændende spil, der kan få pulsen helt op og banke. Det eneste problem er den nu forgangne Resident Evil-styremetode, men kan man sætte sig ud over den, bør man absolut anskaffe sig spillet, der på alle områder overgår den senere udgivne prequel, Resident Evil 0.

Nr. 6 Killer 7

Hva’ søren? Endnu et spil fra Capcom. Den japanske spiludvikler har virkeligt tilbudt GameCube-ejerne mange gode spil de sidste par år, og er ikke gået af vejen for at skabe nye og alternative spiloplevelser. Dette er Killer 7 et klokkeklart eksempel på. Killer 7 er et spil uden sidestykke, og sætter dig i rollen som 7 lejemordere, i et univers fyldt med terror, sex, vold og mord. Alt dette serveret ved hjælp af en utrolig flot cel-shaded grafik, en gennemført historie og en kulsort humor som man sjældent ser - og slet ikke i et spil til en Nintendo-konsol. Spillets styremåde er også ganske unik, da din vej frem gennem banerne på forhånd ligger fast. Du trykker blot A-knappen ned, og din karakter følger sporet. Det lyder måske ikke som noget for alle og enhver, og det er Killer 7 bestemt heller ikke. Det er et af de mest blodige spil på markedet, og derfor bør flere yngre spillere ikke kaste sig ud i det. Er du derimod en ”moden” gamer, og trænger du til noget anderledes, men utroligt belønnende spiloplevelse, bør du give Killer 7 en chance. Men lov mig, du spiller det til den bitre ende, for slutningen er for fed!

Nr. 5 Prince of Persia: The Sands of Time

Prince of Persia: Sands of Time kom nærmest ud af det rene ingenting, men blev heldigvis en stor succes for Ubisoft. Spillet byder på en spændende historie om en persisk prins, der kommer til at frigive the Sands of Time, der gør alle mennesker i riget til monstre. Historien fænger, men ikke nær så meget som den perfekte styring. Prinsen løber på vægge, manipulerer med tidens gang og kaster sig ud i en bred vifte af akrobatiske angreb. Og alt styres nemt med analogstikket, og det føles fantastisk at lave de mange angrebskombinationer. Bedst er dog den måde hvorpå du skal gennemskue de forskellige scenarier, så du ved hvilke af prinsens akrobatiske evner, som du skal bruge for at komme videre i spillet
Spillet er forholdsvist kort, men byder på en flot og stemningsfuld grafik, der, kombineret med den gode styring og historie, giver lyst til gang på gang at indtage rollen som Persiens prins, og redde kongeriget.

Nr. 4 Beyond Good & Evil

Vi fik endnu en perle fra Ubisoft til GameCube. Beyond Good and Evil tog de bedste elementer fra The Legend of Zelda, og inddrog dem i et fedt science-fiction-eventyr, i en stor og fantastisk flot verden. Som den kvindelige reporter Jade skal man afsløre hemmeligheden om de mystiske Alpha-sections, der udgiver sig for at være universets frelsere, men som i virkeligheden er … Ja, det må du selv finde ud af.
Spillet er utroligt flot! Den grafiske stil er noget af det fedeste der er set på GameCube, og man møder massevis af fantasifulde væsener og karakterer der oser af personlighed. En sjælden kvalitet i spil nu til dags. Ligeledes er lydsiden god.
Spillet er også utroligt alsidigt. Du kommer til at bekæmpe fjender både til lands, til vands og i rummet. Du vil skulle kæmpe dig, lige så meget som snige dig gennem de utroligt veldesignede baner. Med dit kamera skal du tage afslørende billeder, som understøtter diverse konspirationsteorier, og offentliggøre dem for offentligheden. Alt i alt et utroligt spændende spil, der desværre er for kort. Spillet slutter utroligt åbent, og var ifølge instruktøren også første del af en trilogi. Desværre solgte spillet ikke så godt som det ellers fortjener, så en efterfølger er sat på hold. Derfor opfordrer jeg hermed jer alle til at købe spillet, for det er en utrolig fed oplevelse … Og så får jeg måske min efterfølger.

Nr. 3 The Legend of Zelda: The Wind Waker

Et sandt ramaskrig lød fra spilsamfundet da Nintendo afslørede at deres første Zelda-spil til GameCube ville være cel-shaded. Man bør dog aldrig tvivle på de beslutninger som Miyamoto og co. tager, og Wind Waker var ingen undtagelse. Aldrig før har det føltes så meget som at træde ind i en tegnefilm, og selv overtage styringen. Alt fra landskaber, karakterer og ansigtsudtryk er afpudset ned til mindste detalje, og har man nogensinde tvivlet på grafikken, skal man blot kæmpe en kamp mod lava-bossen. Man bliver blæst væk!
Kampsystemet er tro mod det, som Nintendo opfandt i Ocarina of Time, dog er der tilføjet flere slag-kombinationer, og nye specialangreb. Dette gør kampene mere taktiske og er et stort plus i spillet.
I dette Zelda-kapitel foregår en stor del af handlingen på en lang række øer, placeret i et stort ocean. På din vej møder du kæmpeblæksprutter, vindguder, drager, et spøgelsesskib, pirater og ikke mindst en talende båd … Kort sagt en fantastisk eventyrverden. En eventyrverden der er utroligt stor, måske for stor, da man ind imellem skal på nogle lange sejlture for at komme videre til næste ø. Nogle dele af spillet er også lidt fremskyndte, da holdet bag spillet var under et stort tidspres, og det kan man mærke. Det ændrer dog ikke på det overordnede indtryk af spillet, som absolut skal være i din samling.

Nr. 2 Eternal Darkness: Sanity’s Requiem

”Eternal hvad for noget”. Det er nok det, flere af jer tænker, og af den grund alene fortjener I en tur over knæet! Her er et spil der simpelthen bare skal stå på hylden med GameCube-spil. Lige fra spillet startes af Edgar Allen Poe-citatet: ”Deep into that darks peering. Long I stood there. Wondering... Fearing... Doubting…”, er stilen lagt til et af de mest stemningsfyldte spil i mands minde. Som den unge kvinde Alex, kontaktes du af politiet, og får at vide, at din onkel er myrdet på bestialsk vis. Du flytter ind i hans store mansion for at løse mysteriet omkring hans rituelle mord, og finder en mystisk bog, The Tome of Eternal Darkness. Denne åbner for en fortælling om fortabte skæbner, der i forskellige tidsaldre har ofret deres liv, i kampen om at beskytte menneskeheden mod dets undergang. Du gennemlever hvert kapitel i bogen, der omhandler alt fra inkvisitionen til den første golfkrig, og finder ud af at din familie er dybt involveret i denne ultimative kamp mellem det gode og det onde.
Spillet introducerede for første gang spilleren for de fantastiske ”insanity effects”, hvor spillet pludselig begynder at spille dig et puds. Flere gange vil du tænke: ”Øhhh … hvad skete der lige der?” - og det er en fed fornemmelse.
Det bedste ved spillet er uden tvivl den utroligt fængende måde som historien fortælles på. Du bliver tæt knyttet til de personer, som du indtager rollen som, kun for at blive chokeret, når de møder deres skæbne. Grafikken i spillet er på ingen måde overvældende - hvilket nok bunder i at spillet oprindeligt blev lavet til Nintendo 64; men den skænder heller ikke øjet. Musikken og lyden er virkelig god, men kommer ikke i nærheden af stemmeskuespillet, der uden sammenligning er det bedste der nogensinde er hørt i et konsolspil. Og det er nærmest en underdrivelse.
Spillet er ikke synderligt uhyggeligt, på trods af det indeholder et af de største chok jeg nogensinde har fået i et spil, men det er en spændende oplevelse fra start til slut, og er du som jeg, vil du gennemføre spillet mere end 3 gange, for at få mest muligt ud af oplevelsen. Dette spil må du bare eje. Shh! Ingen spørgsmål, bare KØB DET!

Nr. 1 Resident Evil 4

Hvad i alverden skal man med Xbox 2 og GameStation 360 (eller hvad de nu hedder) når man kan få grafik, som den GameCuben sparker af sted i Resident Evil 4? Okay, det er måske lige at tage munden for fuld, men DAMN! Dette spil blæste alt og alle væk, da det landede tidligt i 2005. Capcom har taget grafikken fra Resident Evil Remake og ført den ind i 3D-verden uden at lade det gå ud over hastigheden. Styremåden er lavet om så alle kan være med. Fjenderne er blevet hurtigere og mere gale i hovedet. Våbnene er flere og mere varierede. Stemmeskuespillet er blevet klart forbedret (okay, det siger måske ikke så meget). Lydeffekterne og musikken er i top. Og, jeg må sige det igen, grafikken er næste generation, i denne generation.
Leon S. Kennedy fra Resident Evil 2 er tilbage, og er mere bad-ass end nogensinde. Han er taget til et øde sted i Europa for at finde præsidentens datter, der er blevet kidnappet. Her møder han alt lige fra parasitbefængte landsbyboere med kædesave, til dværge med storhedsvanvid klædt i fornemmeste rokokostil.
Spillet er et af de allerbedste actionspil, der nogensinde er lavet. Og nej, jeg mener ikke survival horror-spil, for RE4 er langt mere actionpræget end alle de foregående kapitler i serien. Dette gør at spillet appellerer til en langt større skare, og det har heldigvis fået en rigtig god modtagelse af såvel anmeldere som gamere.
Jeg har svært ved kortfattet at fortælle jer hvorfor Resident Evil 4 er det vigtigste spil, der skal stå i jeres GameCube-samling. Grafikken er det flotteste på GameCube, og er heldigvis understøttet af et perfekt gameplay, og en, som altid, langt ude historie. Du vil sidde måbende tilbage efter du er blevet konfronteret med hulekæmpen El Gigante eller det store monster fra søens dyb. Du vil sidde med et veltilfreds smil, når du med millimeter præcision placerer en riffelkugle i hovedet på en morderisk landsbyboer. Og du vil med garanti, med Resident Evil 4, være underholdt fra start til slut, og vil gang på gang blive overrasket over hvor gennemført et spil det er. Du skal, bør og MÅ eje Capcoms mesterværk Resident Evil 4.