Vi rider bare med på bølgen

Velkommen til den tredje og foreløbigt nyeste udgave af Morztans mening. Faste læsere vil vide at jeg indtil videre har set lidt på Nintendos to nulevende konsoller. I første omgang var det GameCubens top ti og dernæst et kik på Nintendo DS’ foreløbige bedrifter. Så hvad er selvfølgeligt mere naturligt end at skrive denne artikel om… Sony?

Som Nintendo-gamer har jeg selvfølgelig en mening om elektronikgiganten, der i midt-halvfemserne brasede ind på konsolmarkedet og fratog Nintendo tronen. Sony har i de sidste to generationer solgt suverænt flest konsoller, og har uden tvivl lokket nye spillere til fadet. Men har de klaret dette på egen hånd, eller skylder de halvdelen af æren til Nintendo?

En analog verden
Det skal være sagt med det samme, at jeg ikke altid har spillet og sværget til Nintendo. Faktisk fik jeg først øjnene op for Nintendo da jeg i 1995 faldt over RARE-klassikeren Killer Instinct i en spillehal. Eminent beat’em’up-spil for sin tid! I spillehallen var også Cruis’n USA, der dengang også imponerede mig, og min interesse for Nintendos kommende konsol, på dette tidspunkt kaldet ”Ultra”, var vakt.
Jeg blev for alvor grebet af Nintendos magi da jeg nogle år senere i en Føtex-butik stødte på en stand hvor man kunne teste det perfekte og revolutionerende Super Mario 64. Her stiftede jeg for første gang bekendtskab analog-stikket. Det var vildt for første gang at have 100 % bevægelsesfrihed med sin karakter, og kunne liste, gå og spæne af sted, alt efter hvor langt frem man pressede stikket. Sonys PlayStation havde på dette tidspunkt spøgt lidt i kulissen og havde da også min interesse, men her kunne jeg se at der var noget helt nyt. Jeg besluttede mig for at købe min første konsol, Nintendo 64, og sendte min elskede Amiga 500 på en velfortjent pension.

Analogstikket gav med den nye og bedre kontrol Nintendo 64 en klar fordel over PlayStation. Alligevel solgte Sony flere konsoller end Nintendo, højst sandsynligt på grund af Sonys intense marketing. Og analogstikket viste sig snart heller ikke at være ”Nintendo only”. For et års tid efter Nintendo 64 og tilhørende analog-controller kom på gaden, stod Sony klar med deres modsvar: Sony Dual Analog. Denne controller var blot en opdatering af deres eksisterende PlayStation-controller, men med hele 2!! analogstik tilføjet. Sonys controller var langt fra ligeså ergonomisk formet som N64-controlleren, med udseendet var langt mindre skræmmende. Og i denne tid, er det udseendet, der tæller.

Ved introduktionen af Sony Dual Analog var en af Nintendos åbenlyse fordele væk

Rystende nyhed
Med analogstikket introducerede Nintendo noget nyt og yderst innovativt til konsolverdenen, men det stoppede ikke der. Nintendo havde flere ideer med deres controller.
I 1997 udgav Nintendo klassikeren Star Fox 64, i Europa kaldet Lylat Wars, til Nintendo 64. Spillet var stort i mere end en forstand, idet indpakningen til spillet var gigantisk da den inkluderede den spritnye Nintendo 64 Rumble Pak. Ved at indsætte det lille batteridrevne gespenst i N64-controllerens memory card-slot, fik Nintendo nu overført alt on-screen-action direkte til spilleren. Selvom dette tiltag var langt fra ligeså innovativt som analogstikket, gav det alligevel en større indlevelse i spillene, end man var vant til. En indlevelse man ikke fik på de andre konsoller. Men sådan forblev det ikke.
I slutningen af 1997 stod Sony nu atter klar med deres modsvar til Nintendos Rumble Pak. Denne gang udgav elektronikgiganten Sony Dual Shock, der på overfladen lignede forgængeren til en forveksling, men havde indbygget ”rumble-funktion”. Her var Sony igen på forkant med udseendet, da der ikke stak en stor grim klods ud af kontrolleren for at skabe rumble. Ydermere skulle der heller ikke AAA-batterier til at forsyne rumble-funktionen, så alt i alt fremstod Sony langt mere smart end Nintendo. Også på trods af at det ikke var Sony, der havde introduceret rumble til markedet.

N64-controlleren blev ikke kønnere med rumble. Sony bevarede udseendet.

Misundelsen lurer
På dette tidspunkt begyndt jeg at bære en smule nag til Sony. De var det hotteste hotte, når man snakkede med sine kammerater og jeg krummede tæer alle de gange hvor folk lovpriste Crock (eller hvad den lille irriterende øgle nu hed) frem for Mario 64. Endnu mere når folk foretrak Crash Team Racing frem for Mario Kart. Hvad værre var, når de selv samme mennesker endeligt prøvede Mario Kart, Goldeneye eller Perfect Dark, var de hver eneste gang overrasket over hvor meget bedre disse spil var, i forhold til det de var vant til at spille på deres PlayStation. Og alligevel forblev Sony PlayStation den foretrukne konsol. Dette på trods af Nintendo havde en lang række utroligt gennemførte spil, og altid var først med nytænkning.
Dette scenarium skyldes igen primært Sony upåklagelige markedsføring af deres produkt. Det lykkedes for Sony at få det at spille konsol til at fremstå som cool, og skal vi være ærlige så er dette aldrig lykkedes for Nintendo. Desuden havde Sony en ufattelig stor opbakning af tredje-parts udviklere, der sørgede for at der kom en lind strøm af spil til PlayStation. Flere gange har jeg hørt udtalelsen: ”Jeg spiller PlayStation fordi man kan få mange flere spil til den”. Dette var i høj grad også sandt, men kun en brøkdel af disse titler kunne måle sig med det, der blev udgivet til Nintendo 64?
Det skabte for mig en form for misundelse, at Sony på den måde kunne blive suveræn markedsleder, samtidigt med at de lod andre om at skabe nye tiltag, for derefter at skabe et lignende produkt. Faktisk kan man gå helt tilbage og se på designet af Nintendos SNES-controller og Sonys første PlayStation-Controller. Igen ser vi at Nintendo 4 år forud for PlayStations udgivelse havde en controller med 4 action-knapper og ”skulderknapper”. Som bekendt havde Sonys første controller hele 2!! ekstra skulderknapper, men derudover havde den samme layout som den gamle SNES.

Hvad billedet ikke viser, er at Sonys ”innovative” controller
havde 4 skulderknapper… Wauw!

Den sidste dråbe
Man kan selvfølgelig se med en vis skepsis på ovennævnte eksempler på at Sony har kopieret Nintendo. Faktisk kan man sige, at det som vi har været vidne til de sidste 10-12 år er en naturlig udvikling i spilindustrien. Rumble i computerspil er jo ikke noget Nintendo har opfundet, de var blot de første der introducerede det på konsolmarkedet, hvorefter Sony fulgte efter. Analogkontrol er stort set en nødvendighed i 3D spil, så det er kun naturligt at Sony også tog dette til sig efter Nintendo havde demonstreret hvor optimal denne styreform kunne udnyttes.
Men jeg havde nok aldrig set mig sur på Sony, nok aldrig for alvor lagt mærke til hvordan de altid til en vis grad har kopieret Nintendo og helt sikkert aldrig skrevet denne artikel, hvis det ikke havde været for E3 2006. Der knækkede filmen. Men lad os lige spole lidt tilbage først.
Det vi så Nintendo afsløre under TGS i 2005 var ikke en naturlig udvikling i spilindustrien. Da den første trailer for Nintendos nu såkaldte Wiimote blev vist, var vi vidne til en sand revolution. Her var noget der ville sætte nye standarder for alt hvad vi i dag kender til spil, og det er noget nær den modigste satsning et spilfirma nogensinde har taget. Nintendo tog her en drejning væk fra det grafiske ræs, som konkurrenterne Sony og Microsoft i høj grad lagde, og stadig lægger, stor vægt på. I stedet fokuserer de 100 % på at skabe spilleglæde, gennem den måde du spiller på, for på den måde at skabe et større publikum.
Controlleren blev mødt med stor skepsis, men efterhånden begyndte flere og flere udviklere at lovprise den, og de muligheder den bragte med sig. Op til E3 var Wii, som den nu var blevet døbt, på alles tunger, og for første gang i mange år, havde Nintendo noget helt unikt at vise frem.

Og så kom Sony pre-E3-pressekonference. Jeg troede, det var løgn, da Phil Harrison begyndte svinge den nye bevægelsesfølsomme PS3-controller rundt og lovpriste den for dens ”Six degrees of freedom!”. Til denne dato undrer det mig stadig, at hele salen ikke brød ud i en sand pibekoncert, da Sony snakkede om deres nye fantastiske opdagelse. Denne gang mere end nogen anden, var det åbenlyst at Sony havde kigget Nintendo over skulderen, og havde ladet Nintendo tage det første skridt for dernæst at kopiere, og nu stod de gud hjælpe mig igen og var ved at slippe af sted med det.

Jeg havde ikke meget til overs for Sony efter årets E3-messe

Den der ler sidst…
Al respekt jeg havde for Sony forsvandt i det øjeblik de afslørede PS3-controlleren. Og respekt havde jeg skam for dem. De har i den grad bidraget til at gøre spilindustrien større. De har været gode til at markedsføre deres produkt ud til nye forbrugergrupper, og de har efterhånden et væld af eksklusive og virkeligt gode spil, takket være deres evne til at få stor support fra tredjepartsudviklere. Det må man have respekt for.
Men efter at have set pressekonferencen blev respekten til en form for medlidenhed. For det fremgik tydeligt at Sony simpelthen ikke har evnen eller modet til at innovere. Bare selve navnet på deres konsol har de ikke turde ændre over tre generationer. Man må dog sige at de har forsøgt at tage chancer med den første PS3-controller (i husker nok bananen/boomerangen?). Men de troede alligevel ikke nok på deres egen ide og turde ikke stå op imod kritikken, og derfor ”modificerede” de deres PS3-controller, til en tro kopi af alle dens forgængere. Dette er et tydeligt tegn på svaghed. Ken Kutaragi, PlayStations skaber, kunne heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han på scenen afslørede controlleren.
Senere under konferencen fremgik det, at tilføjelsen af bevægelsesfølsomhed, var blevet tilføjet og videregivet til udviklerne kun to uger før E3. Dette fremstod som om Sony hovedkulds og spontant havde kastet denne feature ind i controlleren, uden at tænke på spilmæssig support af nogen art. Igen et tegn på svaghed.

Denne gang hersker der vist ingen tvivl om, hvem
der er mest innovativ i næste generation…

Og hvor står Nintendo nu i forhold til Sony?
Vi ved nu at Nintendos bevægelsesfølsomme teknologi er Sonys langt overlegen.
Vi ved, at Nintendo har fået hele spilverdenens opmærksomhed med det pudsige, men også stilfulde navn ”Wii”, og deres revolutionerende controller. Sony har fået hele spilverdenens opmærksomhed i og med at de vil lancere PlayStation 3 til den nette sum af $600.
Nintendos præsident Saturo Iwata har sagt han var nød til at bryde ud i latter, da han så Sonys E3-konference, og Phil Harrison har indrømmet mht. trykfølsomme kontrollere at: ”Vi har ikke startet bølgen, vi rider bare med på den.”

Noget kunne tyde på at Nintendo for første gang i lang tid er ved at være ovenpå. Wii har fået utrolig meget medvind fra udviklerne i den sidste tid, og vi har set hvad Nintendo DS har præsteret ved at introducerer en anderledes styreform. Nintendo har også med Wii fokuseret meget på at give konsollen et lækkert design. Et design der på alle områder overgår Sonys grill-lignende PlayStation 3. Og i denne tid, er det udseendet, der tæller.

Artiklen udtrykker udelukkende Morztans mening, og repræsenterer på ingen måde N-club's officielle holdning. Artiklen lægger op til en debat af emnet, og derfor har vi startet et emne i vores forum. Du kan deltage i debatten her.

Artiklen er skrevet af Morztan Fredag d. 21. juli 2006 klokken 21:42

Nyeste artikler