Wii, Part I

SÅ! Denne gang skal det lykkes! Velkommen til den længe ventede og yderst forsinkede fjerde Morztans Mening. Undskyldningerne er mange for, at der er gået over et halvt år, siden I sidst hørte fra mig; Jeg har krydset Atlanten, jeg har haft for meget arbejde om ørene, og min tegner har været optaget med at være med til at lave en kommende dansk Block Buster (som du kan se i vinterferien, i en biograf nær dig!). Undskyldninger er der nok af, men én undskyldning overskygger dem alle. Jeg besluttede for længe siden, at min næste Mening skulle omhandle Wii, og har da både haft gang i artikler med navne som ”Mens Wii Venter” og ”Wii Have a Winner”. Problemet var bare, at hver gang mine artikler har været ved vejs ende, har jeg på den ene eller anden måde ændret min mening om Nintendos nyeste påfund. Men nu må det bære eller briste. I det følgende kan I læse mine foreløbige tanker om Wii og hvad jeg tror, fremtiden bringer for Nintendos største satsning nogensinde.

Forventningens glæde…
Der skal ikke lægges skjul på, at mine forventninger til Wii var skyhøje. Hvis I har læst mine forrige artikler, ved I, at jeg er ganske begejstret for Nintendo DS og har siden dennes lancering haft et indtryk af, at Nintendo nu er et firma, der i høj grad ved præcis, hvad de vil opnå, og gør det. Og når de med Wii sagde, at de ville ”revolutionere” spilindustrien, var jeg sikker på, at det også var dette, de var på vej til.

Dog var jeg i starten skeptisk med hensyn til om bevægelsesfølsomme controllere ville være vejen frem for fremtidens konsolspil, da erfaringen på det område var yderst sparsom. De ”flashy” trailers, som Nintendo smed ud til TGS og E3, viste godt nok mennesker, der kastede sig rundt blandt hinanden med store grin over hele femøren, mens de spillede tennis eller WarioWare. Andre trailers viste unge mænd, der kastede sig i dækning bag deres sofa for at undgå at blive skudt ned af deres virtuelle modstandere. Inderst inde vidste vi vel alle, at det nok ikke helt var på denne måde vi selv, eller andre for den sags skyld, ville springe rundt i virkeligheden, når vi spillede Wii. Men budskabet var ikke til at tage fejl af: Måden, vi spiller spil på, ville blive ændret for altid. Da de første meldinger kom fra pressen, og når man hørte, at der på E3-messen i 2006 var intet mindre end 6 timers kø for at få en ti minutters test med Nintendos nye stilede maskine, toppede mine forventninger til den kommende konsol. Forventningens glæde blev kun større af, at konsollens lancering blot lå et halvt år ude i fremtiden.

På trods af, at reklamerne for Wii virkede en smule overdrevne,
er det præcis denne måde, vi spiller på i vores hjem nu.

Først til mølle
Og jeg var tydeligvis ikke den eneste, der havde det sådan. Vi havde set fra optakten til Wii’s lancering i USA, hvor konsollen havde fået kolossal eksponering i TV-shows og i medierne i øvrigt, at Wii højst sandsynligt ville blive udsolgt fra første salgsdag. Det samme ville naturligvis gøre sig gældende i Japan, da Nintendo har en særlig plads i japanernes spillehjerter, så her var det næppe heller ingen overraskelse, at der skød skilte op med ”Wii udsolgt, RUS!!” i alle spilbutikker i Solens Rige på lanceringsdagen. Men at man overalt i det ganske danske land heller ikke ville kunne rede sig en Wii den 8. december, medmindre man havde forudbestilt den to måneder i forvejen, havde jeg aldrig drømt om! Alle butikker jeg besøgte, inklusive flere hvor jeg havde forudbestilt en Wii, måtte meddele, at de ikke kunne få nok hjem til at sikre mig en. Selvom jeg i denne stund nærmede mig noget nær panik, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt indvendigt. For her var der virkeligt noget, der tydede på, at alle Nintendos ideer om at skabe noget nyt, der ville appellere til folk i og udenfor den sædvanlige flok af spillere, virkeligt også holdt stik. For hvornår har vi sidst set Nintendos konsoller blive revet ned fra hylderne i alle danske spilbutikker på lanceringsdagen? Jeg kan vist med stor sikkerhed svare: Aldrig!
Men én ting er hype. Havde maskinen i praksis noget at byde på? Jeg fik ved hjælp af en kammerat i en af Københavns afkroge sikret mig en Wii på lanceringsdagen, og vi tog øjeblikkeligt hjem for at få svar på netop det spørgsmål.

Mange vil nok mene, dette var/er et frustrerende syn.
Jeg synes, det er herligt!

Det første indtryk
Vi fik uden større kvaler sat maskinen til og gik omgåede i gang med at lave Miis. Denne feature var ikke lang tid om at sprede de første smil i stuen. Et fedt påfund af Nintendo på trods af, at man på længere sigt måske ikke har så mange valgmuligheder, når det kommer til udseendet af sine Miis. Dernæst var det lige på hovedet i det medfølgende Wii Sports. Et spil, der lige fra man svinger ketsjeren første gang, demonstrerer, at Nintendo virkelig har gang i noget stort her! Min kammerat og jeg fløj rundt i stuen og servede, loppede og smashede hinanden rundt på tennisbanen (selvfølgelig for nedrullede gardiner) og grinede og råbte mere end vi nogensinde ellers ville gøre efter 5 minutter med et nyt spil. Vi har de sidste mange måneder hørt på Nintendo prædike om, hvor lettilgængelig og intuitiv Wii ville blive, og her var beviset.

Vi havde lidt blandede følelser omkring de øvrige Wii Sports-grene, dog er bowling stadig min topfavorit. Pludselig tog vi os selv i at have spillet 4 timer i træk uden pause med et spil med noget nær den mest primitive grafiske stil, vi har set fra Nintendo de sidste 10 år. Og vi morede os hele vejen igennem. Hvad, der er endnu vildere, var, at ved siden af den skinnende nye Wii lå det sindssygt længe ventede episke gudespil, Legend of Zelda: Twilight Princess. Vi havde ikke skænket det en eneste tanke endnu…

Wii Sports er uden tvivl et spil, der kan suge folk ind og med det samme demonstrere, at styring gennem bevægelsesfølsomme controllere kan være med til at skabe meget mere indlevelse i spil. Også på trods af totalt fravær af flot grafik og high-def-opløsning. Uden overdrivelse kan jeg fortælle, at alle, jeg har vist Nintendo Wii, har sagt ”Ej, sådan en må jeg have” efter det første sæt tennis. Dette uanset om de har været garvede gamere, eller aldrig har spillet andet end Tetris på den helt gamle Game Boy. Nintendo har med andre ord allerede fra lanceringen af Wii opnået præcis det, de vil med den. Bred appel, kun ved hjælp af en intuitiv kontrolmetode helt uden brug af voldsomme hestekræfter i konsollen. Her godt to måneder efter lanceringen nærmer Wii’s salgstal sig halvdelen af det, som Microsoft har opnået med deres 360’er i det halvandet års tid, den har været på markedet, og havde det ikke været for en stor mangel på Wiis i alle lande, kunne Nintendo være endnu tættere på at stå og ånde Microsoft lige i nakken (PS3 behøver jeg vist ikke at nævne i denne sammenhæng).

Men er dette blot et ekstraordinært godt første indtryk, eller vil alle spil blive forbedret af Nintendos nye strategi?

Ved en skillevej
Der hører selvfølgelig ikke en solstrålehistorie med til alle Wii’s launch-titler. Jo, Zelda er da ganske vist utroligt fedt, men hvad med det øvrige hav af titler, der blev spyttet ud i kølvandet på Wii?

Et hurtigt check på tværs af diverse sider fra Internettet viser hurtigt, at disse langtfra er blevet mødt med ligeså stor begejstring som Wii Sports. Det hjælper heller ikke, at langt størstedelen af disse spil er såkaldte ”ports” fra andre systemer, og implementeringen af Wiimoten føles således meget påtvunget og ofte med et dårligt resultat. Dette skal ses i lyset af, at udviklerne ikke har lavet disse spil til Wii fra bunden af og at de kun har haft kort tid til at lære den revolutionerende controller at kende. Det sidste gør sig også i høj grad gældende for Ubisofts hypede Red Steel, der vist roligt kan siges at være den største skuffelse i Wii’s launch-bibliotek. Nok mest af alt fordi Wiimoten lige fra lanceringen har virket som om, den havde potentialet til være den ideelle måde, man kunne styre et FPS på. Red Steel er ikke spillet, der beviser dette.

Jeg kan ikke lade være med at grue lidt for, at vi i utroligt mange spil i det kommende år vil blive konfronteret med disse halvhjertede implementeringer af de bevægelsesfølsomme controllere. Mest af alt fordi, at mange udviklere simpelthen er nødsaget til at udgive deres spil til mere end én konsol på markedet for at kunne tjene produktionsomkostningerne ind. I langt de fleste af disse tilfælde frygter jeg, at vi Wii-ejere vil trække det korteste strå. Til gengæld er der grund til at være begejstret for Wii’s hidtil stærke salgstal, da det uden tvivl vil kunne få flere udviklere til at satse på Wii alene. Omkostningerne under produktionen af Wii-spil skulle nemlig efter sigende være en del lavere end udviklingen af spil i high definition.

Jeg ser det, som om Wii her i starten af 2007 står ved en skillevej, og at året, der ligger foran os, vil afgøre Nintendos fremtidige position på spilmarkedet. Wii’s popularitet lige nu skyldes primært, at den byder på noget helt nyt og utroligt spændende. Noget, som ingen af konkurrenterne kan tilbyde. Men når denne begejstring først har lagt sig, er der kun en ting, som altid, der er afgørende for en konsols succes. Og det er spillene.

Wii står allerede nu ved en skillevej

Vi ved selvfølgelig, at Nintendo selv vil supplere os med et antal utrolige spiloplevelser i løbet af Wii’s levetid, men gode førstepartsspil er ikke afgørende for en succes. Det har vi set to eksempler på; Nintendo GameCube og Nintendo DS. GameCube fik ringe support af tredjepartsudviklerne og endte på en sørgelig sidsteplads, mht. salgstal, i sidste generation. Dette på trods af en række uforglemmelige Nintendo-klassikere. Nintendo DS har som bekendt indtaget pladsen som kongen over alle overalt i verden, hvilket i høj grad skyldes den massive tilstrømning af eksklusive, og ofte utroligt vellykkede, spil fra tredjepartsudviklere.

Når jeg om et lille års tid ser tilbage på, hvilken vej Wii valgte ved skillevejen, håber jeg med et smil på læben at kunne sige; DS-vejen.

Hvilken vej tror du Wii vil rejse ned af?
Giv os din mening lige her

Artiklen er skrevet af Morztan Torsdag d. 15. februar 2007 klokken 20:37

Nyeste artikler