En 360'er er ikke utroskab

Atter engang velkommen til Morztans Mening. Det er et stykke tid siden, at I i min seneste artikel kunne læse om, hvilke Wii-spil jeg ville anbefale, hvis man sad midt i en spiltørke (artiklen kan findes her). Årsagen til, at I først hører fra mig nu, er at tørken for mit vedkommende ophørte kort efter, at jeg var færdig med artiklen, og derfor prioriterede at få gamet en hel del, frem for at brokke mig over manglende spil til min Wii. Men efter de seneste måneders ihærdige gennemspilning af lovende titler til Wii, mener jeg dog alligevel, at der er grund til, måske ikke en klagesang, men snarere et opråb til alle dedikerede gamere derude. Særligt Nintendo-gamere...

Et kig tilbage
Ser man tilbage på de gode gamle dage, eller i hvert fald i den tid der har været spillekonsoller på markedet har der altid været en skarp konkurrence. Nintendo og Sega, med deres NES og SNES mod Master System og MegaDrive, var de klassiske rivaler gennem flere år. Dog kom den nye spiller, Sony, og indtog hele markedet og ødelagde konkurrenterne med deres PlayStation i midthalvfemserne. I den næste konsolgeneration, hvor Sega havde givet op, meldte Microsoft sig så på banen med Xbox og blev en værdig konkurrent til Nintendos GameCube, men havde salgsmæssigt ikke en chance mod den dominerende PlayStation 2. De samme tre spillere er stadig aktuelle i denne generation, men en ting adskiller denne generation fra alle de forrige.

Ved alle tidligere generationer af konsoller, har vi som forbrugere altid haft mulighed for at vælge mellem 2 eller 3 konsoller, der mere eller mindre bød på den samme oplevelse, bare i forskellig forklædning. NES havde Mario, Master System havde Sonic. Begge platformere med hver deres stil. Grafisk og lydmæssigt var der ikke den store forskel. I den næste generation var det det samme. Maskinerne fik flottere grafik og lyd, men det store kvantespring fandtes ikke mellem de to maskiner. Det samme sker de næste par generationer, og ser vi på GameCube/PS2/Xbox-generationen, så havde vi faktisk 3 valgmuligheder der alle mere eller mindre bød på præcis den samme grafiske og lydmæssige kvalitet, selvfølgelig samtidigt med at processorkraften i maskinerne bød på spiloplevelser, der aldrig før har været mulige. Vores valg af foretrukken konsol skyldtes udelukkende udvalget af spil til denne. Om man var til Halo eller Metroid Prime, Mario Kart eller Crash Team Racing, så havde alle spil samme niveau i lyd og grafik. Det var det, som vi var vant til dengang.

I dag står vi så med vores Wii. Nintendo har igen i denne generation 2 konkurrenter, som har valgt at gribe tingene an på den helt traditionelle vis. Flere hestekræfter, flottere grafik, federe lyd. Og vi har stadig vores GameCube, dog nu med motion-control.

En anderledes tørke
Som nævnt har jeg i de sidste måneder kastet mig over alt hvad jeg kunne finde interesant på Wii. Nintendos udmærkede "NEW PLAY CONTROL!" faldt absolut i min smag med titler, som jeg ikke havde nået at spille på GameCuben. Heriblandt Pikmin 2 og Donkey Kong Jungle Beat, som jeg vil anbefale til alle! Supersjove spil med masser af magi. Men de længeventede MadWorld og The Conduit har så sandelig heller ikke gået min næse forbi. I husker nok, det var jo de to spil, der tilsammen skulle komme og redde alle os "hardcore" gamere fra alle de farvefulde og ligegyldige partygames og pony-simulatorer? GUD FADER BEVARES! MadWorld har, som i kan læse i min anmeldelse, nogle plusser hist og her uden at være det store mesterværk. Men The Conduit? Jeg ved slet ikke, hvorfor vi overhovedet så frem til dette spil, nu hvor jeg har spillet det endelige resultat.

The Conduit har et svagt interessant udseende, der, suppleret med et stærkt begrænset talent af bagmændene, danner grundlaget for et yderst middelmådigt produkt, som er set langt bedre helt tilbage i halvfemserne, og som slet ikke fortjener al den opmærksomhed, som det har fået. En slags spilverdenens Lady Gaga om man vil... Jeg er så hamrende skuffet over The Conduit og alt hvad det byder på (note til mig selv, lad næste Morztans Mening udelukkende handle om hvorfor The Conduit stinker), men på den anden side skylder jeg også the Conduit en tak. The Conduit har om noget åbnet mine øjne for den spilsituation man står i med Wii.

Hvorfor skal vi stå og afvente, at der kommer et FPS-spil som virkelig kan vise hvad Wii kan rent grafisk? Hvorfor skal vi have en stærk strøm af hardcore-titler, der viser, at Wii er en konsol til den hårde kerne af gamere? Nintendo traf en beslutning ved starten af denne konsolgeneration, og det var et tænke nyt og ikke bare fortsætte i samme spor. Resultatet blev en konsol, med en brøkdel af den kraft som konkurrenterne har. Det har vist sig at være en dundrende succes, jovist, men kun fordi at Wii rent faktisk er supergod til partygames og ponyridning! Men ikke særligt meget andet.

The PSWii60
Kan I huske dengang I spillede GoldenEye, Ocarina of Time eller Turok for første gang? Kan I huske hvordan disse spil rent grafisk og lydmæssigt overgik alt, hvad vi før havde oplevet? Kan I huske starten til Metroid Prime, hvor man udforsker den ødelagte rumstation, hvordan grafikken og lyden skabte den perfekte stemning? Resident Evil REmake og RE4's sublime grafiske oplevelse, der fik savlet til at løbe i mundvigen, som var man selv ved at blive en zombie? Det var en del af at starte på, og være en del af en ny konsol generation. Men kan I ærligt sige, at I har oplevet dette på Wii? Jeg har i hvert fald ikke, og jeg savner at få den følelse fra Nintendos konsol. Nu kører vi snart på Wii's tredje år, og vi bliver stadig ved med at snakke om, hvornår mon det store spil kommer der virkelig kan vise hvad Wii kan. Nintendo holder håbet i live om 1:1 sværdkontrol med Wii MotionPlus, men vi har jo, lige siden Wii blev afsløret, forestillet os hvor fedt det ville være. Men ikke et eneste spil har formået at levere varen på det punkt. Lidt det samme kan siges om FPS-spil. Synes vi virkelig at Wii Remoten gør FPS-spil så meget bedre, at vi hellere vil vente 1-2 år på at få middelmådigt, hvis ikke et under middel, skydespil som The Conduit, frem for et spil med det nyeste indenfor grafik, lyd og effekter, som dog styres med en almindelig controller? Vil vi hellere vente et år på et on-rails Resident Evil-sidehistorie, frem for at følge seriens næste rigtige kapitel på de konkurrerende konsoller? I er vel også klar over at Banjo og Kazooie, vores gamle venner fra 64'er dagene, stadig tager på nye eventyr?

Det som jeg prøver at sige er; jeg ved, hvad det vil sige at være en dedikeret Nintendo-gamer, da jeg primært har spillet Nintendo de sidste 12-14 år. Der har altid været en mulighed for at få sublime spiloplevelser indenfor næsten alle genrer, og altid med en grafik og lyd, der var hidtil uset. I dag ligger disse oplevelser andre steder, på andre konsoller. Grafikken får stadig kæber til at falde, lyden bliver stadigt federe og federe, og processorkraften danner stadig grundlag for nye og spændende spiloplevelser. Jeg har ikke droppet Wii og Nintendo, for jeg finder stadig meget glæde og udfordring i deres spil. Men at vende ryggen til min indre gamer, som altid har tørstet efter det nyeste og vildeste eventyr i den nyeste og fedeste grafik og lyd, det vil jeg ikke.

Og det bør I heller ikke...

Artiklen er skrevet af Morztan Tirsdag d. 6. oktober 2009 klokken 21:44

Nyeste artikler