Med udgangspunkt i en diskussion på PlayStations blog om at moderne spil har en for nem sværhedsgrad sammenlignet med spil fra 80'erne og start 90'erne, kunne vi tage en debat om det her på N-Club.

Helt faktuelt vil jeg mene det er svært at komme uden om at spil ER gjort markant nemmere i dag. Ikke bare pga. flere sværhedsgrader som easy og beginner, indledende tutorials eller on-screen help, men også helt generelt er det nemmere at gennemføre spil.

Så er spørgsmålet mere om det er godt eller skidt.

Det kan være rigtig svært at ramme en ordentlig sværhedsgrad, der virker fair og udfordrende overfor spilleren, uden at blive frustrerende eller virke som "snyd" fra spillets side.

Selv er jeg overvejende positiv overfor nutidens tilgang til sværhedsgrad, fordi det virker som om at mange af de ældre spil primært var gjort svære for at øge holdbarheden. Man kunne ikke lave ret store spil, så derfor øgede man levetiden ved at gøre dem svære, så man skulle tvinges til at spille de samme baner om og om igen indtil man kunne dem i søvne.
Det er der selvfølgelig nogen der godt kan lide, men jeg vil nu hellere kunne bruge min tid på at opleve så meget af hele spillet som muligt, uden at føle at man spilder tiden på det samme, så der også er tid til at spille nye spil, istedet for at kun at mestre et.
Af samme grund har det jeg ligesom Angry Video Game Nerd, hvor jeg også foretrækker bare at have uendelige continues. Har man klaret en bane burde man ikke være tvunget til at klare den igen og igen, men burde kunne få lov til at køre videre med det man ikke har klaret endnu.

Omvendt har nutidens spil så andre problemer hvor de forsøger at gøre spil lettere på den forkerte måde. Her tænker jeg særligt på meget scriptede spil, hvor der kun er EN måde at komme videre på og spillet fortæller direkte en hvilke knapper man skal trykke på hvornår. Der burde være flere uafhængige veje rundt i et spil, men mange spil i dag er som rene on-rails selvom de lader som om de ikke er det. Bosskampe er scriptede hvor man skal trykke på en bestemt knap på et bestemt tidspunkt, eller man skal altid ødelægge benene før man kan angribe hovedet osv. Et godt spil giver en mulighed for flere stragier til at opnå det samme. Hurtigt våben med lav skade eller kraftigere langsommere våben fx.

Jeg er en af dem der gladeligt spiller de fleste på easy, så overordnet set er jeg fint tilfreds, og det vigtigste er selvfølgelig at der kan være flere sværhedsgrader så der er noget for alle spillere. Men er selv expert for nemt for nogen? Hvordan rammer man den rette balance i et spil?

Det har også noget at gøre med, at man nu kan gemme. Hvis man ikke kunne gemme i f.eks. Gears of War ville det jo være nær umuligt at komme igennem (specielt med 3 liv og få eller ingen continues lol), hvor imod mange er kommet igennem Super Mario Bros., Megaman, Contra, Castlevania osv.

Jeg tilslutter mig også den filosofi, at spil skal være til at komme igennem. De skal selvfølgelig være udfordrende (helst med stigende sværhedsgrad gennem spillet), men ikke så svære, at man giver op og lægger spillet på hylden.

Jeg kan godt lide at spil næstmest er en cake walk på easy, men at der er en ultra death mode hvor man dør ved alting.
Mange forstår ikke princippet og laver det sådan at man kan vælge let eller letere...
Devil may cry har nok noget i den rigtige retning. Fejler du meget i starten bliver spillet (med mulighed for at sige nej) nememre. Så spillet tilegner sig DIG. Det er den bedste måde/ eller bare i den rigtige retning.
Spil med for meget menu er ikke altid lige godt. Hvis man skal bruge 10-20 minuter hver gang man stiger 3 lvl på at planlæge sin udvikling bliver det bare kedeligt, eller mange vælger at forblive underudviklet.
Jeg er enig i at liv ikke altid giver mening. Spyro, har et liv system, men du har også uendelige continues, og banerne er aldrig lange, og hvis man går efter 100% så har man lært skittet. Så hvorfor have liv? Svaret er at de er sjove at samle, til dem der godt kan lide at farme, og så kommer det; det er noget for alle. Dem som er gode kan godt lide at se tal som 999 liv og dem som er knap så gode kan godt lide at have en midel konto for at pointere at de kan lidt (inden i deres hoved i hvert fald, dette gælder især i spil uden hiscore). Så igen er det sjovt, eller overflødigt?
Så findes der stadig spil som er røv sværre, men det er ikke normen længere. Spil som tekken reklamerer faktisk med en hardcore end boss. Mange ældre spil var bare sværre pga. styringen eller andre handicap. Men er det ikke ok at have et handicap af og til? Jeg vil sige med måde. f.eks. har Wet til xbox og ps3 har en golden gun mode hvor man kan dræbe alt med et skud, og alt kan dræbe en med et skud. Det giver da en sjov udfordirng
Jeg kan godt lide når der er stages, hvor man skal forfra, men de må gerne være i en tilpas længde (boss stages, sidste verden og ligende undtaget) og der så er når man dør at det er tilbage til stage start. Og ved brug af alle contiues at man skal verdenen forfra. Det syntes jeg er det bedste universelle princip, men der er noget der bedre (!!1!), og det er kreative løsninger. F.eks. i speed run leves at man mister tid i stedet, og start hvor du døre, eller når du dør skal du styre noget andet (crabby game hvor det stammer fra: dr. Jekyll og mister hyde, nes), og alt sådan noget. Karoshi, du dør = du vinder
Jeg syntes det er fedt at have en spil type leder for en generation f.eks. at man har gode ideer og andre prøve at overføre dem, som gode ting igennem tiden, wall jump, targeting, dubbel jump, run button, in game menu, sigtekorn, auto jump osv. Også selv om det kun holder en genration, eks. skulle man trykke en knap for at løbe i 3d spillet super mario 64, men i nyere 3d spil løber de automatisk ved at man trykker frem. Men enkelte spil bruger det stadig.

Den "problematik" jeg syntes det hele burde omhandle er nyere spil blevet for automatiske. Det er jo faktisk spil man nærmest kun ser på fordi det er automatiseret. Auto jump, auto block, auto min bare, det er ikke sjovt i længden og kan tit ikke fravælges! Stop the bot control (no pun intended)

Jeg har en masse at sige om dette emne, men jeg vil gerne lige lægge ud med at sige, at jeg ville ønske, at flere nyere spil ville have forskellige sværhedsgrader, man kunne vælge imellem.

Fordi det må da være den ultimative løsning: det giver bedre genspilningsværdi, og man kan selv bestemme, hvor svært man vil have det.

Det skal selvfølgelig gøres ordentligt. At give fjender flere hitpoints er ikke sværere sværhedsgrad, det er bare at trække spillet i langdrag. Giv os smartere placerede fjender, giv dem nye angrebsmønstre, tilføj nye ting der gør det sværere, etc etc etc

Hvis jeg skulle give et eksempel på en spilserie der gør det ret godt, så må det være Fire Emblem-serien. Der er altid forskellige sværhedsgrader at vælge imellem, og der er rigtig god variation mellem dem. Spillet er et Strategy RPG, og selvom fjender simpelthen bare får et løft i deres stats, så er det langt fra det eneste der gør forskellen: der kommer flere fjender, de bliver placeret bedre, de får nye våben der skal takles på andre måder, og det kræver i det hele taget at du tænker mere over tingene.

Jeg så, at AVGN blev nævnt, og i den forbindelse vil jeg gerne lige nævne hans Castlevania-special, hvor han sammenligner NES- og SNES-Castlevania. Det korte af det lange er, at SNES-udgaven er væsentligt bedre, fordi den ikke kommer på bekostning af begrænset styring eller lignende ting.

Spil i dag er langt sværere end tidligere.

I gamle dage kunne man give hvemsomhelst en controller og de ville kunne spille sig i hvert fald gennem de første baner af Pacman, Super Mario Bros., Bubble Bobble og hvad der nu ellers var.

I dag giver man en person, der aldrig har spillet før, en Dualshock controller og personen sidder forvirret og kigger på alle knapperne og fumler med analog stickene.
At udføre et ordentligt hop eller at sigte præcist er langt sværere i 3D-spil end i 2D.

Kort indlæg, da jeg ikke gå videre ind i detaljer om min mening:

Jeg mener også at de fleste spil er blevet nemmere i dag, end i for omkring 10 år siden (Eller mere). Kort sagt virker de fleste spil meget nemme pga. alle de lange toturials og at spillene er blevet kortere. Samligner jeg med Mario-spillene, er de nærmest kun blevet lettere imo. Jeg har dog ikke noget mod det, da jeg ikke er typen der gider genspille en bane 1000 gange fordi jeg lige hopper en smule forkort over en kløft hver gang. Så længe at spillene stadig er sjove, er det lidt lige meget med spil-sværheden. I de fleste spil kan man jo alligevel også selv bestemme sværhedsgraden. No Problemo.

Hvorfor er det så, at jeg har gennemført SM64, Sunshine, Galaxy 1 og 2, men aldrig nogen af NES-spillene? Det kan godt være at du har nemmere ved NES-spil, men det gælder ikke alle, og at sige, at et spil er svært, fordi controlleren er kompliceret betyder ikke nødvendigvis, at spillet er udfordrende, men at det blot kræver, at man lige lærer nogle controls at kende - sådan er det med meget.

Og jeg vil vædde med, at der også var mange dengang, der ikke kunne finde hoved og hale i videospil, analogstik eller ej.

At et spil har højere straffe når man udfører en "forkert" handling, betyder heller ikke at det er sværere.
Det gør det bare mere tidskrævende.

Det er jo ikke nødvendigvis en decideret forkert handling bare fordi man ikke gjorde den ordentligt. At man skal være mere præcis og at man bevæger sig hurtigere tilføjer da bestemt til sværhedsgraden
og at sige at et tilgivende spil som bærer lidt over med dine fejl ikke er nemmere lyder lidt øh...

Jeg er enig med nick her - selve gameplayet og indholdet er langt sværre end at sætte sig ind i styringen i et spil. Bevares at nogle gamle spil måske er mere pick up and play end nyere spil på grund af controlleren er blevet en lille smule mere avanceret (og at det er mere tidskrævende her lige at sætte sig ind i hvordan man bruger den ), men at det skulle være nemmere at gennemføre de gamle super mario bros. spil end at sætte sig ind i styringen i galaxy for derefter at gennemføre det... eh.
Ethvert spil der er svært på grund af dårlig styring er svært på den forkerte/dumme måde og det er altså virkelig ikke tilfældet med de fleste moderne spil

ps. selvfølgelig er et svært spil mere tidskrævende end et nemt spil...

Jeg tror, at det er vigtigt at skelne mellem sværhedsgrad og tilgængelighed. Når "erfarne" gamere, som f.eks. folk der tit er på et gaming-forum, sætter sig ned med et nyt spil, skal de ikke først til at finde ud af controlleren, og så er spillet pludselig meget mere tilgængeligt.

Moderne spil har det med at hæve sværhedsgraden ved blot at sænke tilgængeligheden. Når først man har lært sig alt hvad spillets funktioner og knapper gør, så kræver de typisk mindre af ens reflekser, koordinationsevne, planlægning osv. end rigtig svære, men simple spil fra tidligere.

Jeg skelner sværhedsgrad anderledes (tror jeg).
Der findes gode og dårlige forme for sværhedsgrad. Det er så dårligt betegnet for det kommer igen an på hvordan det udføres, men lad det nu ligge.
"Gode" måder: man gør spillet svæere med bots som tænker bedre, kvantitet af udfordringer, ændringer i design (det kan forvirre den bedste), anderledes dialog/og rækkefølge i events (virker kun på anden gennemspilning), større lvl mulligheder samt fjendtlige lvl stigninger, tempo stigning.
"middel" måder: fjendtlige stats stiger (som det eneste), man mister mange muligheder (combo/basic attack, super osv.), større cost for items og andet, begrænse continues og health bar, flere knapper der "skal" bruges.
"Dårlige" måder: lag, tvunget button mash, forsinkelse, stærke handicaps, onsvag styring, overdosis af forskellige former for sværhedsgrad (f.eks. tempo *20 eller alle fjendlige stats *4 mens man selv oplever ½ af standard), dårlig kamera styring, frustrende provakations lyde.
Nu skal man ikke tage det her så tungt, det er overordnet. Nogen spil fungerer f.eks. godt med en pludselig tempo gange 20, mens andre spil ville lide under ændringer i design og dialog.
Min pointe er at der er forskellige måder at anse ting som en sværhedsgrad, men alt kan stige sværhedsgraden, om det så er in game, eller din hund som liger på dine føder.

Jeg spiller som regel moderne spil på easy, da jeg ikke gider konstant at skulle starte forfra og kæmpe mod de samme fjender igen og igen for at farme XP.
Jeg spiller for at nyde spillets art direction, opleve historien og for at lege med gameplay mekaniken. Det at man dør og skal starte forfra ødelægger bare flowet for mig.
Her er Bioshock og Braid gode til at bevare flowet, da man hurtigt kan komme videre efter at være blevet dræbt.

Loading; det er et kerne problem for mig, som har været der siden 3d generationen, eller i hvert fald har bredt sig vidt omkring, og nej hvor jeg ikke gider det...
Som Togbis siger det skal være let at komme vidre, men også hurtigt at komme i gang.
Den forkerte situation: loading til booting, system logo, firma navne, cutscene, start, loading, menu, loading i menu, online, loading til server, cheker server, skal lede efter tilgængelige servere, skal melde til server, vente på at der er nok med i server, loader til start, customsition, loadning, lag og rage quit.

Ja, loading er virkeligt noget af det værste ved moderne spil.
På NES'en kunne man bare tænde maskinen, trykke start og wupti så var man i fuld gang med første bane i Super Mario bros.
I dag kan det sagtens tage 10 minutter fra den tid man tænder konsollen, til det øjeblik man faktisk er i gang med det reele gameplay.

Men det er en lidt anden diskussion

Jeg tror der var en periode, hvor mange spiludviklere kunne gå ud fra at dem der spillede deres spil var dedikerede gamere(ikke nødvendigvis erfarne). Jeg tænker tilbage på adventure-spil hvor en del af den forventede oplevelse var at sidde fast i timevis.

Eagle vil jeg give 100% ret. Jeg har netop gennemført Ocarina of Time 3D: Master Quest og det var en super oplevelse. Dog vil jeg sige hellere en fesen højere sværhedsgrad end ingen. Et spil som Twilight Princess synes jeg nærmest skriger på en højere sværhedsgrad.

Til slut synes jeg lidt at når man giver sig selv lov til at pege fingre ad moderne spils sværhedsgrad, at det er ligeså vigtigt at pege på de moderne spil som ikke følger den lethedstendens. Med andre ord Demon's Souls

Ja, de er alt for nemme - det var ikke for sjov vi kaldte det Nintendo Hard back in the days (starting to feel old over here)