Shin Megami Tensei IV (3DS eShop)

Skrevet af Bota - 21-11-2014 13:26

Det har været lang tid undervejs – hele 471 dage skulle der gå mellem den amerikanske udgivelse til Atlus valgte fjerne en fysisk udgivelse i Europa og kun udgive det ellers længeventede Shin Megami Tensei IV på de europæiske eShops til en discountpris på 150 kr. Men har det så været den lange ventetid værd? Læs med herunder.

Shin Megami Tensei IV er det første spil i hovedserien, siden Shin Megami Tensei: Strange Journey udkom på DS i 2010 – en udgivelse vi i Europa desværre blev snydt for. SMT IV henter dog mest inspiration fra det tredje spil i hovedserien; Shin Megami Tensei III: Lucifer's Call (Nocturne i USA og Japan), som jeg vil komme ind på lidt senere. Alle spils historier i hovedserien er dog helt uafhængige af hinanden, så man kan uden problemer spille SMT IV uden at have spillet andre spil i serien.

Historien i SMT IV starter ud i et kongerige kaldet Mikado, hvor alle der er fyldt 18 år skal igennem et påtvunget ritual, der afgør hvorvidt de kan blive en Samurai eller ej. Du spiller som hovedpersonen Flynn, der netop er blevet udvalgt i ritualet til at blive samurai sammen med tre andre: Walter, der er født som 'casualry' – en betegnelse der bliver brugt om de laveste i samfundet. Disse er fra fødsel dømt til at tjene 'Luxurors', der er de lærte borgere og en del af overklassen, hvilket Jonathan og Isabeau, dine to andre venner, repræsenterer. Disse tre karakterer følger dig gennem det meste af historien og repræsenterer nogle af de forskellige valg og tre forskellige slutninger, som du kan opnå i spillet.

Det gode:
I modsætning til mange af spin-off-serierne til SMT, så har hovedserien altid lagt sit primære fokus på gameplay’et og dungeon crawling, hvilket bestemt også er tilfældet i SMT IV, hvor gameplay’et og udforskning i den grad er i højsædet. Som med dens nummererede forgænger, SMT III: Lucifer’s Call til PS2, udforsker du verdenen i et tredjepersonsperspektiv, som først bliver præsenteret for dig i spillets første dungeon, Naraku – det eneste sted i Mikado, hvor dæmonerne er at finde.

Kampene mod dæmonerne foregår i klassisk turbaseret JRPG-stil, men Atlus har et lille twist på den klassiske formular kaldet ”Press Turns”, der også var at finde i SMT III. Dette system giver dig en ekstra tur, hvis du udnytter en fjendes svaghed; eksempelvis hvis du bruger et ildangreb mod en dæmon, der er svag over for ild og så videre. Dette er dog et tveægget sværd, da fjenden også kan gøre brug af systemet, hvilket gør, at fjenden også kan stjæle dine ture og i værste fald slå hele dit hold ud med et par effektive angreb.

En ny feature SMT IV introducerer kaldet ”Smirk” er også en del af kampene, som kan blive udløst ved, at du eller din fjende annullerer, dræner eller reflekterer et angreb. Når du er i smirk-stadiet giver du mere skade, og du kan ikke blive ramt af angreb, som du er svag over for – dette er overordnet set en velkommen tilføjelse, som også kan være den altafgørende forskel mellem liv eller død i en kamp.


Som i alle andre SMT-spil er alle dæmoner designet ud fra mytologiske væsener fra den rigtige verden igennem tiderne; alt fra Mothman og Gabriel til Thor og Lucifer er at finde i spillet, og bestemte side quests beskæftiger sig også med disse i en mytologisk sammenhæng. Hvis man har brug for en pause fra gameplay’et, kan man også gå ind at læse om hver enkel dæmon i dæmonkompendiet og lære om deres oprindelse taget ud af de virkelige myter, hvilket meget let kan blive en tidsrøver.

Måden du så skaffer alle disse dæmoner på kan primært deles op i to forskellige måder. Den ene, som du er tvunget til at gøre i starten, er at snakke med dæmonen under kamp. Dette fører til en samtale, hvor den kan spørge dig om alt lige fra om du synes den ser attraktiv ud, til hvad meningen er med livet. Hvis den er tilfreds med dine svar, vil den bede om kompensation, som regel i form af items og dele af dine HP eller MP, for at alliere dig. Det kan ofte være svært at vide, hvilke svar dæmonen leder efter, men dens udseende og talemåde kan give dig et hint. Muligheden for at tale med dæmoner giver om ikke andet flere muligheder og et ekstra lag i kampene – især da du bl.a. også har mulighed for at negotiere en fredsaftale med dæmonen m.m.


Den anden og meget mere omfattende måde at få dæmoner på er igennem fusioneringer af to forskellige dæmoner, der kan blive til én stærkere. Dette er her, hvor du virkelig kan slå dig løs med kombinationer, for der er over 400 dæmoner at vælge imellem – for at fusionere dem kræver det blot, at du har samme level som dæmonen eller derover.

Dæmoner, du rekrutterer ved at snakke med dem, har som regel 2-3 skills at gøre brug af, men når du fusionerer to, kan du tage alle skills fra begge dæmoner og overføre til den nye; og som noget nyt i SMT:IV kan dæmonen, når den har lært alle sine skills via level up, overføre skills til din hovedperson, så du kan bruge dem i kamp. Alt dette giver kampene (og forberedelserne til dem) en fantastisk dybde, som du skal lede længe efter at finde i andre JRPGs. Dette betyder samtidig også, at grinding bliver markant nedsat, selvom det selvfølgelig stadig kan være brugbart at gøre det. Hvor godt du klarer dig handler altså ikke så meget om levels, men om hvor god din dæmon er, hvilke skills den har, og hvor mange elementer den modstår.


En anden ny ting, som SMT IV introducerer, er muligheden for at købe Apps. Ved ét level tjener du 10 app-points, der i shoppen kan bruges til at købe apps, der eksempelvis tilføjer ting som et ekstra skill slot til dine dæmoner eller muligheden for at fusionere dæmoner i kampe. En god tilføjelse, der igen samlet set er med til at øge strateginiveauet i spillet, da mange apps er meget brugbare. Men da du især tidligt i spillet ofte ikke har mange app-points at gøre godt med, skal du tænke dig ekstra godt om, før du bruger dine dyrebare point.

Personligt har jeg aldrig været fan af random encounters i JRPGs, så det var bestemt kærkomment, at Atlus nu har fjernet dem helt for første gang i hovedserien. De er dog kun blevet erstattet af blå polygoner formet som dyr eller mennesker, som du kan se på skærmen, og altså ikke blevet modelleret i 3D; men du vil stort set altid have en mulighed for at udmanøvrere dem, så meget få almindelige encounters bliver påtvunget dig i løbet af spillet mod din vilje.

En anden ting SMT IV gør rigtigt er dets soundtrack. Selvom Shoji Meguro, der har komponeret langt størstedelen af al musik i serien, ikke er ombord denne gang, er det på ingen måde mærkbart for kvaliteten: Konsistent et godt soundtrack, både som underlægningsmusik, men også som separat musik man sagtens kan lytte til uden for spillet.

Grafisk er SMT IV også lidt af et vidunder. Selvom man måske kunne ønske sig 3D-modeller af dæmonerne i kampene, er designet af de animerede sprites alligevel flot at se på. Atlus har ud over dét formået at udnytte 3DS'en til at producere grafik der uden problemer kan rivalisere PS2 og GameCube med et stemningsfuldt miljø med flotte shaders og effekter. Til sidst i spillet er der dog et par steder med framerate-problemer, men det er så få steder, at det knapt nok er værd at skrive hjem om.

Hvis du følger spillets historie klinisk, så er der nok 40 timer at komme efter i rejsen fra start til slut. Det bliver dog betydelig forhøjet, hvis du vælger at bruge tid på de mange sidemissioner eller på at fylde dit dæmonkompendium op, og personligt brugte jeg i hvert fald 60 timer i alt før rulleteksterne rullede over skærmen. Dette er faktisk en af de kortere SMT-titler, men der er så meget indhold, at det ikke gør noget.

Efter du så har klaret en af spillets tre forskellige slutninger, kan du vælge hvorvidt du ønsker at overføre ting som dit eget level, penge, app-points og items til dit New Game+, eller ønsker at starte helt på ny, kun med dit dæmonkompendium og tilladte fusioner intakt. Det er fedt at man nu kan få muligheden for valget mellem disse, da det hurtigt kunne gå hen at blive kedeligt, hvis du er så stærk, at du kan slå dæmoner ned på et par slag, hvis man vil spille spillet igen for at få en anden slutning. Omvendt er dette måske at foretrække, hvis du vil hurtigere hen til det punkt, hvor du vælger, hvilken slutning du vil have. Når du har klaret spillet for første gang åbnes der desuden også op for en Expert Mode, der egentlig ikke rører specielt meget ved dæmonernes level og HP, men i stedet gør det betydeligt sværere at flygte fra kampe eksempelvis.

Det dårlige:
Selvom spillet til tider kan være udfordrende, så er det dog nok det letteste SMT-spil, jeg har spillet til dato. Du kan eksempelvis gemme når det passer dig, og selvom dette strømliner oplevelsen en hel del, så kan det være med til at få dig til at føle, at der ikke står så meget på spil i boss-kampene, der altid har været den sværeste del i SMT-spillene – i andre spil i serien kan du kun kunne gemme dit spil ved specifikke områder i spillets dungeons. Hvis du dog alligevel har glemt at gemme og dør i kamp, så kan du blive livet op af færgemanden ved dødsfloden Styx, hvor du kan vælge enten at betale et vist antal Macca, der er betalingsenheden i SMT, eller vælge at betale med 3DS'ens Play Coins, hvorefter du vil blive oplivet til stedet, hvor du gik ind i kampen.

Hvis du taber et par gange til den samme boss, så giver spillet dig endda muligheden for en easy mode; netop dette vil jeg ikke på ingen måde beklage mig over, da flere valgmuligheder i et spil altid er godt, men det er tydeligt, at Atlus har villet bryde niche-barrieren for at tiltrække de mere uerfarne spillere. Der er som sagt ingen hard mode før du har klaret spillet, og den normale sværhedsgrad er som rimelig let ift. andre spil i serien. Negativt for veteraner, men det kan samtidig også ses som værende positivt for nye spillere, der gerne vil ind i serien og måske har været afholdende førhen pga. sværhedsgraden. Hertil skal dog siges at enkelte bosser i starten og slutningen var meget udfordrende, og set ift. andre JRPGs ligger det stadig i den svære ende efter min mening.


Pacing’en i spillets historie må siges at være en anelse langsom, hvilket nok vil genere nogle spillere. Selvom der som sådan slet ikke er noget i vejen med selve historien, så kan der kan let gå flere timer mellem begivenheder, der har indflydelse på den. Personligt gjorde det mig dog ikke noget, da du alligevel konstant udforsker verdenen, udfører sidemissioner eller fusionerer dæmoner – du har altså med andre ord hele tiden noget at lave og keder dig aldrig.

Hele spillet benytter sig af stemmeskuespil, hvilket måske også vil genere nogen, da man ikke kan slå det fra. Jeg synes dog personligt at stemmerne passede udmærket til situationerne, selvom personer som Walter, der på skrift tilnærmelsesvis taler som en englænder i middelalderen ville tale, har en ærkeamerikansk stemmeskuespiller; men man kan sagtens høre, at der alligevel er en vis kvalitet i al stemmeskuespillet samlet set.

Spillets største (og stort set eneste reelle) problem kommer dog af noget så trivielt som kortet over spillets overworld. Efter de første 5 timer af spillet, hvor du primært udforsker Naraku, kommer du ind i Tokyo og får muligheden for at udforske byen, som åbner sig mere og mere op, jo længere du når i historien. Tokyo er dog ret svær at navigere rundt i, hvis ikke du kender byens distrikter og deres placeringer i virkeligheden. Jeg tog ofte mig selv i at slå et kort op af byen for at se, hvor jeg skulle hen – dette bliver dog først et reelt problem lidt senere i spillet, når flere distrikter er åbnet op. Selvom det kunne være frustrerende, er det i det store billede ikke et stort problem, men det var nok mit største irritationsmoment med spillet.


Den ideelle spiller:
For at kunne nyde spillet fuldt ud, så skal du være klar på en smule udfordring og nok også være JRPG-fan. Ligesom Pokémon har spillet også elementære svagheder og styrker i kampene samt ”catch 'em all”-mentaliteten, hvor du også kan gå efter at få et komplet dæmonkompendie; så hvis man er fan af dét aspekt, går man nok heller ikke helt galt i byen med dette spil.

Konklusion:
De små problemer, som spillet har, er ikke en hindring for det samlede indtryk af Shin Megami Tensei IV, der udmærker sig selv som et virkelig poleret spil og blandt de bedste spil på 3DS – både i JRPG-genren, men også som spil i det hele taget. Det indeholder det meste, man kan forvente – plus lidt til, og spillet kan som sagt tage op til 60 timer at gennemføre, især hvis du ønsker at opleve alle spillets slutninger. Man skal bare være opmærksom på, at ting som karakterudvikling ikke er i højsædet, og at historiens tempo kan være en anelse langsomt, men hvis kan sætte sig ud over disse ting, er Shin Megami Tensei IV et virkelig godt spil med vanedannende gameplay, som enhver JRPG-fan vil kunne finde nydelse i.

Kommentarer: